De forskellige stoffer, der anvendes til at fremstille glaskomplekser, kaldes samlet for glasråvarer. Det primære råmateriale refererer til det råmateriale, der introducerer forskellige oxider i glasset for at danne hoveddelen af glasstrukturen, som bestemmer glassets grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber. De primære råmaterialer er kvartssand, feldspat, kalksten, dolomit, soda og så videre. Disse råmaterialer leveres generelt i pulverform i øjeblikket. (1) Råvarer til silica De primære råmaterialer til silica er silicasand (også kendt som kvartssand), som kan opdeles i naturligt silicasand og forarbejdet silicasand i henhold til dets eksisterende tilstand i naturen. På grund af kompleksiteten af dets dannelsesproces svinger den kemiske sammensætning af naturligt silicasand ofte meget, men dets partikelstørrelsesfordeling er relativt ensartet. For kvaliteten af naturligt silicasand skal man være opmærksom på at kontrollere den kemiske sammensætning, udsving i sammensætningen og det ildfaste vægtmineral. Den kemiske sammensætning styrer primært indholdet af Fez 03 og graderes og anvendes i henhold til dens kvalitet. Kvalitetsgraderingen af silicasand er angivet i tabel 2-16.2) forarbejdning af silicasand forarbejdning af silicasand er kvartssten eller sandstensråmalm ved en bestemt proces til forarbejdning og produktion af kiselholdige råmaterialer. Fordi renheden af kvartsit eller sandstensmalm generelt er højere, er urenhedsindholdet mindre og stabilt, og kvaliteten af silicasand produceret ved forarbejdning er højere og stabil. Men fra kvartsit eller sandstensmalm til tilgængeligt silicasand med en bestemt kornstørrelse er det vanskeligt at kontrollere kornstørrelsen, så omkostningerne er høje. Silicasand forarbejdes generelt ved vådmetoden med et bestemt fugtindhold. Silicasand er det sværeste materiale at smelte. Partikelstørrelse, partikelstørrelsesfordeling og partikelform har vigtige virkninger på blanding, smeltning og homogenisering af komposit. Faldet i partikelstørrelse er gavnligt for smeltningen af glas, men jo finere, jo bedre. Silicasandpulver vil eksistere på grund af klyngen, granulært hul i et stort antal mikrobobler forårsaget af smeltevanskeligheder, Samtidig kan tilstedeværelsen af silicasandpulver også være for tidlig, og materialer som natrium, calcium og magnesium kan i reaktion generere en primær smeltetæthed og viskositet, hvilket let kan forårsage lagdannelse i ovnmaterialet, hvilket kan føre til andre ildfaste råmaterialer i partiet. Sandkornenes form er bedre med den kantede form, fordi overfladearealets kantede form er stor, og der er mulighed for kontakt med fluxen. Under blandingsprocessen er det ikke let at danne lagdeling i lag. Silicasand skal kontrolleres og accepteres i mineområdet. Fugtighedsindholdet i silicasand skal kontrolleres til under 8%, når malmen produceres, og til under 5%, når sandet læsses i værkstedet. Fugtighedsudsvingningsværdien er 0,4 %. Tabel 2-17 viser kvalitetskravene for kiselholdige råmaterialer. (2) Indholdet af A12 03 i almindeligt flaskeglas er generelt 2,0 % ~ 5,0 %. Højkvalitetsglasflasker af A12 03 består hovedsageligt af aluminiumoxid og aluminiumhydroxid til opsamling, men det sænker kvalitetskravene for beholderglas og farvet glas. Man kan også vælge at bruge natriumfeldspat, kaliumfeldspat eller calciumfeldspat til at trække på. Samtidig kan feldspatdelene Naz₂O eller K₂O erstatte en del af sodavandet, hvilket er fordelagtigt for glassmeltesystemer. Jernindholdet i feldspat er dog generelt højere, Fe₂ 03 er mindre end 0,1 % af meget få, så det kan kun bruges til almindeligt flaske- og dåseglas og kan ikke bruges til flaske- og dåseglas af højere kvalitet. Feldspat kan i henhold til dets forskellige kemiske sammensætning opdeles i fire typer. af kaliumfeldspat, natriumfeldspat, calciumfeldspat, bariumfeldspat. I naturen findes der få individuelle forekomster af de fire feldspattyper, hvoraf de fleste er blandet med andre mineraler i forskellige forhold. Tabel 2-18 viser kvalitetskravene til feldspatmaterialer. (3) Na20, råmaterialet til natriumoxid, er et godt flusmiddel til glas. Derfor er indholdet af Na20 i den kemiske sammensætning af glasflasker og dåser tæt forbundet med smelteforholdene for glas, som i øjeblikket for det meste ligger i området 14% ~ 16%. Na20 i flaskeglas introduceres hovedsageligt af soda. Soda er en slags kemisk råmateriale, dets hovedkomponent er Naz C03. Soda er opdelt i krystalnatron (Na2C03·10H20) og kalcineret soda (Naz C03). Det meste af den soda, der anvendes i glasindustrien, er kalcineret soda uden krystalvand, fremstillet ved ammoniak-alkalimetoden. Kalcineret soda er et hvidt pulver, letopløseligt i vand, let absorberer vand fra luften og henfalder, klumper og skal opbevares tørt. Soda er en af de vigtigste faktorer, der påvirker prisen på glas. Tung alkali bør foretrækkes til flaskeglas. Sammenlignet med let alkali har tung alkali god løshed, hygroskopicitet, mindre tendens til at flyde og danne lag, hvilket kan forbedre stoffets ensartethed og smeltehastighed. Men for tykke sodapartikler kan ikke effektivt samarbejde med andre ildfaste materialer i materialet og dermed fremme fusionseffekten. Dette vil resultere i ujævnheder i blandingen af selve materialet og påvirke kvaliteten af glassets smeltning og klaring. Derfor er en passende partikelstørrelse på 0,22 ~ 0,42 mm. Når soda har opbevaret længe, indeholder det ofte 5% ~ 8% vand. Fugtigheden bør bestemmes rettidigt under brug. Fordampningen af soda under glassmeltning er 0,5% ~ 3,2%. Kalcineret soda indeholder ofte en lille mængde NaCl, da Cl er meget aktivt, hvilket er en alvorlig årsag til erosion af ildfast materiale. Mængden af soda er stor, og ophobningen af Cl i glasopløsningen har for nylig tiltrukket sig industriens opmærksomhed. (4) Kaliumoxid (K20) spiller en lignende rolle i glas som Na20. Ved produktion af flaske- og dåseglas anvendes en lille mængde K20 til at erstatte en lille del af Na20, hvilket kan øge glassets brydningsindeks og forbedre produkternes glans og transmittans. Den kemiske stabilitet af to alkalioxider i glas er bedre end for et enkelt alkalioxid. I forholdet mellem de to er der et optimalt punkt, fænomenet er blandet baseeffekt. Effekten af K20 på glassets termiske udvidelseskoefficient er større end Na20's. Derfor bør indflydelsen på glassets termiske udvidelseskoefficient tages i betragtning, når man erstatter en del af Na20 med K20. K20 i flaskeglas introduceres generelt ved kalcinering af kaliumcarbonat. Når kaliumcarbonat smeltes i glas, er tabet af K20 som følge af flygtige stoffer omkring 12% af dets egen masse. Kvalitetskravene for kaliumcarbonat er: K2C03 mindre end 96%, na2040,2%, KCI+K2S04 43,5%, vanduopløseligt <0,3%, vand -3%. Prisen på kaliumchlorid er højere end sodavand, da der er særlige krav til de fleste flaske- og dåseglastyper, og der er ikke kaliumchlorid direkte til at trække kaliumoxid ud fra glas, men i stedet bruger kaliumoxid sammen med feldspat. (5) Indføring af calciumoxid som råmateriale. Calciumoxid (Ca0) i glasset har hovedrollen som stabilisator, dvs. at øge glassets kemiske stabilitet og mekaniske styrke. Men når indholdet er for højt, kan det få glaskrystallisationen til at stige, hvilket gør glasset let sprødt. Cao-indholdet i almindeligt flaskeglas er 7% ~ 11%, generelt ikke mere end 12,5%. Cao kan reducere glassets viskositet ved høj temperatur, fremme smeltning og klaring. af glasset, men når temperaturen falder, stiger viskositeten meget hurtigt, hvilket gør støbningen vanskelig. Derfor bør mængden af Cao i glasset, udover at overveje Caos indflydelse på glassets egenskaber, også tages i betragtning ved støbemetoden og andre faktorer. Glas med høj Cao-form bør hurtigt ind i udglødningsovnen, ellers sprænges produktet let. Ved smeltning af natrium-calciumglas er det bedre at nærme sig 21 med Na0Ca0. De vigtigste råmaterialer, der anvendes i krukkeglas, er kalksten, calcit og kridt. Kalksten, der indeholder 40,015% Fez 03, anvendes i produktionen af redskaber og hvide materialer. Kalksten, der indeholder mindre end 0,04% Fez 03, anvendes i produktionen af farvet glas. Vandindholdet i kalksten bør kontrolleres til under 1%. Når glassammensætningen kræver et meget strengt indhold af jernoxid, kan det erstattes med calcit, som er meget renere end kalksten, men også meget dyrere. (6) Mængden af magnesiumoxid (Mgo) i den kemiske sammensætning af glasflasker og dåser er generelt mindre end 2%. Når man bruger delvis Mgo til at erstatte delvis Cao, kan viskositeten øges, når glaslegemet har høj temperatur, kan gøre glaslegemets hærdningshastighed langsommere, hvilket gør det længere, forbedrer glaslegemets formegenskaber og reducerer dets krystallisationstendens. Calcium, magnesium og 2-valens jordalkalimetaloxid kan forbedre glaslegemets kemiske stabilitet og forhindre produktet i at falde i fugtigt miljø i lang tid. Meldugfænomen. Generelt bør erstatningsmængden kontrolleres til under 3%, mens erstatningsmængden er større end 3%, hvilket vil påvirke glassets smeltning og dannelse. Man tror, at dolomit og kalksten har fine partikler, men med uddybningen af forskningen i mekanismerne... I en højtemperaturglasblanding vil der forekomme adsorption af dolomitpartikler omkring de store silicapartikler, hvilket forhindrer sand i at deltage i reaktionen. Mens grovere kalkstenspartikler i begyndelsen af silicatreaktionen ikke befugtes af primærfasen, kan den primære væske glat trænge gennem mellemrummene mellem de store dolomitter, kalksten og silicasand og befugtes omgivet af det, hvilket yderligere øger silicatreaktionshastigheden. I den senere fase er de gasser, der frigives ved hurtig nedbrydning og smeltning, dog befordrende for klaring og homogenisering af glasvæsken. Det har vist sig, at når partiklerne af de to stiger til 2,5 mm, forbedres glassets smelte- og klaringegenskaber betydeligt, og når partikelstørrelsen er større end 3 mm, reduceres glassets smelte- og klaringegenskaber betydeligt. Derfor bør den øvre grænse for dolomit- og kalkstenspartikler kontrolleres inden for et vist område. I øjeblikket er brugen af groverkornet dolomit og kalksten en trend. I den faktiske produktion, når glasformlen beregnes, bruges dolomit til at introducere Mgo, og den utilstrækkelige del af Cao suppleres med kalksten eller calcit. Hvis glassammensætningen ikke indeholder Cao, kan dolomit ikke bruges til at tiltrække Mgo i glasset. Der bør vælges magnesiumcarbonat for at tiltrække Mg0. Kvalitetskravene for dolomit er Mg0≥20%, Cao < 32%, Fe2O3 < 0,15%. (7) Indførelsen af bariumoxidråmaterialet bariumoxid (Bao) i glas, Cao og Mgo er stort set den samme, men glas indeholdende barium og Cao-holdigt glas har god glans og en høj tæthedsgrad. Generelt er sammensætningen af farveglas på 0,5% ~ 1% Bao for at forbedre glassets glans. Bao kan fremskynde smeltning, klaring og forebygge glaskrystallisering, men når doseringen er for stor, på grund af forekomsten af 2Ba0 1002 2Ba02 reaktion, er glasklaringen vanskelig, og erosionen i digler og ildfaste materialer er større. Naturligt bariumsulfat (BaS04), kendt som baryt, BaS04 indeholder en stor mængde fluktuationer, og urenhedsindholdet er også stort, og det bruges kun til ikke at opfylde høje glaskvalitetskrav. Industrielt BaS04 anvendes hovedsageligt i fluor. Opacitetsglas og imiteret jadeglas bruges i flaskeglas, hvilket får glasset til at producere en relativt svag opacitetseffekt. Men det sker, når man bruger for meget. Et glas vand giver en række negative virkninger på ildfaste materialer, digel, støbning og produktkvalitet. I produktionen af flaske- og dåseglas introduceres Bao generelt ved industriel bariumcarbonat. Derudover har bariumholdige råmaterialer en vis toksicitet, og man bør være opmærksom på beskyttelse under blandingsprocessen. Kvalitetskravene for industriel bariumcarbonat er Bac03 97%, Fe203 40,1% og syreuopløseligt 3%.
Opslagstidspunkt: 14. april 2020