Catalyst-support

Katalysatorbærer er en særlig del af en fast katalysator, et dispergeringsmiddel, et bindemiddel, en negativ bærer af den aktive komponent i katalysatoren og fungerer undertiden som en co-katalysator eller co-katalysator. Katalysatorbærer, også kendt som bærer, er en af ​​komponenterne i en understøttet katalysator. Generelt er det et porøst materiale med et bestemt specifikt overfladeareal, og den aktive komponent i katalysatoren er ofte bundet til det. Bæreren bruges hovedsageligt til at understøtte den aktive komponent, således at katalysatoren har specifikke fysiske egenskaber, mens bæreren i sig selv generelt ikke har katalytisk aktivitet.

Krav til Catalyst-support

1, kan fortynde densiteten af ​​aktive komponenter, især ædle metaller

2, kan tilberedes i en bestemt form

3. Sintringen mellem aktive komponenter kan forhindres i et vist omfang

4, kan modstå gift

5. Det kan have gensidig effekt med den aktive komponent og hovedkatalysatoren.

Effekten af ​​katalysatorbærer

1, reducer katalysatoromkostningerne

2, forbedre katalysatorens mekaniske styrke

3. Forbedre katalysatorens termiske stabilitet

4, tilføj katalysatoraktivitet og selektivitet

5. Forlæng katalysatorens levetid

Flere primære transportører introduceres

1. Aktiveret aluminiumoxid: Den mest almindeligt anvendte bærer til industrielle katalysatorer. Lav pris, høj varmebestandighed, god kompatibilitet af aktive komponenter.

2. Silicagel: Kemisk sammensætning er SiO2. Generelt fremstillet af natriumsilikat (na2si3) syre. Silikatsyre blev dannet efter virkningen af ​​natriumsilikat og syre. Kiselsyrepolymerisation, kondensation, polymerens struktur er usikker.

SiO2 er en meget anvendt bærer, men dens industrielle anvendelse er mindre end Al2O3, hvilket skyldes vanskeligheder med fremstilling, svag affinitet med aktive komponenter, let sintring med vanddamp og andre defekter.

3. Diatomit: naturlig SiO2. Den indeholder et par metaloxider og organiske stoffer, og dens porestruktur og specifikke overflade ændrer sig med oprindelsen. Syrebehandling bør anvendes før brug. Den ene er at forbedre indholdet af SiO2 og øge den specifikke overflade, det specifikke porevolumen og den primære poreradius. Den anden er at forbedre den termiske stabilitet, og efter syrebehandling kan den specifikke overflade yderligere øges. Diatomit bruges primært til at fremstille katalysatorer med fast leje.

4, aktivt kul: Hovedingrediensen er C, der indeholder nogle få H, O, N, S og aske osv. Aktivt kul har en uregelmæssig stenmøllestruktur, der er carbonylgrupper, quinongrupper, hydroxylgrupper og carboxylgrupper på overfladen. Aktivt kul er karakteriseret ved udviklede porer og stort overfladeareal, termisk stabilitet og høj.

5. TiO2: Det har tre krystalformer: anatase, pladetitan og rutil. Pladetitanmalm er vanskelig at syntetisere på grund af ustabilitet; Anatase dannes ved en lavere temperatur med en relativ densitet på 3,84 og et større specifikt overfladeareal. Opvarmet til 600~1000°C bliver anatase til rutil, som har en relativ densitet på 4,22 og et lille specifikt overfladeareal.

6. Siliciumcarbid: Smeltepunktet for karbidkeramik er højere end 2000°C, med høj varmeledningsevne, høj hårdhed, stærk varmebestandighed og slagfasthed, men det oxideres blot i en iltatmosfære. Derfor bruges SiC ofte som katalysatorbærer i miljøer med høj temperatur.

7. Molekylsigte: Det er et krystallinsk silikat eller silicoaluminat, et pore- og hulrumssystem bestående af et silico-oxygen-tetraeder eller alumino-aluminium-tetraeder forbundet af oxygenbrobindinger. Det har høj termisk stabilitet, vandtermisk stabilitet og syre- og alkaliresistens.